William Blakes ”Imagination”
Blakes rolle i engelsk romantik

Peter Ulrik Röder
Københavns Universitet
Det Humanistiske Fakultet
Afdelingen for Engelsk
August 2005
Vejleder: Robert W. Rix

Her er en smagsprøve på teksten: nogle citater (Blake og Coleridge) og afsnittet Konklusion.

William Blake og Samuel T. Coleridge citater

William Blake
Alle Blake-citater henviser til: William Blake, Complete Writings, ed. Geoffrey Keynes. (Oxford: Oxford University Press, 1979).

1.
I assert for My Self that I do not behold the outward Creation & that to me it is hindrance & not Action; it is as the Dirt upon my feet, No part of Me. ”What,” it will be Question´d, ”When the Sun rises, do you not see a round disk of fire somewhat like a Guinea?” ”O no, no, I see an Innumerable company of the Heavenly host crying ´Holy, Holy, Holy is the Lord God Almighty.´ I question not my Corporeal or Vegetative Eye any more than I would Question a Window concerning a Sight. I look thro´ it & not with it. – A Vision of the Last Judgment, 1810 (K 617)

2.
“ To Me This World is all One continued Vision of Fancy or Imagination.” - Fra et brev til Dr. Trusler, 23.august 1799 (K 793)

3.
To see a World in a Grain of Sand
And a Heaven in a Wild Flower,
Hold infinity in the palm of your hand
And Eternity in an hour. - Augeries of Innocence (1803) (K 431, linie 1-4)

4.
Every Night & every Morn
Some to Misery are Born.
Every Morn & every Night
Some are Born to sweet delight.
Some are Born to sweet delight,
Some are Born to Endless Night. - Augeries of Innocence (1803) (K 433, linie 119-124)

5.
Man was made for Joy & Woe
And when this we rightly know
Thro the World we safely go
Joy & Woe are woven fine
A Clothing for the soul divine
Under every grief & pine
Runs a joy with silken twine – Augeries of Innocence (1803) (K 432, linie 56-62)

Samuel T. Coleridge
And all who heard should see them there,
And all should cry, Beware! Beware!
His flashing eyes, his floating hair!
Weave a circle round him thrice,
And close your eyes with holy dread,
For he on honeydew hath fed,
And drunk the milk of Paradise. – fra Kubla Khan (1798)

Kapitel 9. Konklusion

Jeg har redegjort for årsager til at inkludere Blake i engelsk romantik repræsenteret ved Wordsworth, Coleridge og Keats. Desuden har jeg beskrevet forhold, der kan tale imod dette.
I det følgende vil dette blive sammenfattet i en endelig vurdering.
Der er redegjort for fem forskelle imellem Blake og de øvrige: 1. Blake er mere radikal i sin brug af romantiske begreber. 2. Der er ingen naturtilbedelse i Blakes værk. 3. Blake står for ”ånd”. Wordsworth står for en naturfilosofi”. 4. Blake viser visuelt. Coleridge antyder auditivt. 5. Blakes brug af begrebet ”Energy” viser en væsentlig forskel i livssyn i forhold til Wordsworths, Coleridges og Keats’ syn på verden.
Der er redegjort for fire ligheder imellem Blake og de øvrige: 1. For det første er der tematiske ligheder, idet forfatterne beskæftiger sig med de samme temaer. 2. De reagerede imod 1700-tallets rationalitet. 3. Der var indbyrdes påvirkninger. 4. De var ekspressive fremfor mimetiske.

Den første forskel er, at Blake er mere radikal i sin brug af de romantiske begreber: ”Imagination”, ”Enthusiasm”, ”Prophecy” og ”Vision”. Blakes tolkning er mere ekstrem og ”provokerende” end i den romantiske tidsalder. Dette hænger sammen med, at der ingen regulerende instanser er i Blakes værk. Hos Coleridge er der instanser som ”My pensive Sara!” til at bringe ”Imagination” begrebet tilbage til virkeligheden. Hos Wordsworth er der et vist forbehold over for ”Imagination” begrebets ”frygtelige” sider, hvilket er tydeligt i sjette kapitel af The Prelude, hvor han oplever en vision i Alperne. Ligeledes hos Keats, hvor fantasiens nattergal flyver ud, men vender tilbage i slutningen af digtet. I Blakes værk, som han redegør for i A Vision of the Last Judgment, er visionen permanent. Naturen og ”Imagination” begrebet er det samme.
”Imagination” begrebet betragtes af Blake som det vigtigste begreb for den menneskelige ånd. ”Enthusiasm” er for Blake et vigtigt princip til ”at være i Gud”. Begrebet er nødvendigt for at skrive inspireret poesi. De øvrige romantikere tager et vist forbehold over for de fanatiske aspekter af ”Enthusiasm” begrebet. Blake lægger mere vægt på ”Prophecy” begrebets nødvendighed end de øvrige engelske romantikere. Blakes ”Vision” begreb insisterer mere på nødvendigheden af at se ”gennem” øjet i stedet for ”med” øjet end begrebet hos Wordsworth, Coleridge og Keats. Blakes ”Vision” repræsenterer en ”supersanselighed”, der er mere radikal end hos de øvrige.
Store dele af Blakes værk er et langt opgør med Newtons ”single Vision” og reduktionistisk rationel tænkning. Jeg mener ikke, at man kan læse et lignende konsekvent opgør med restriktiv rationalitet i Wordsworths, Coleridges og Keats’ forfatterskaber.
Den anden forskel er, at der ingen naturtilbedelse er i Blakes værk. Det er korrekt, at dette er et vigtigt distinktivt træk ved engelsk romantik, men jeg mener dog ikke, at Blake skal udelukkes fra engelsk romantik, fordi han ikke stemmer overens på dette punkt. Coleridge med sin fokus på det overnaturlige og den verdensfjerne romantiker Keats tilbeder heller ikke naturen. Det er primært i Wordsworths poesi naturtilbedelse er til stede.
Den tredje forskel jeg vil redegøre for er, at Blake står for ”det åndelige”, hvorimod Wordsworth står for en ”naturfilosofi”. Blake mener, at ”det naturlige menneske” er i modstrid med Gud, og er derfor uenig med Wordsworths idé om en harmoni imellem mennesket og naturen. Det er kun det åndelige menneske, der er i harmoni med Blakes ”Imagination” begreb. Wordsworths ”Natural Man” repræsenterer ikke ”Imagination” for Blake.
Den fjerde forskel er, at Blake udtrykker sin kunstneriske vision visuelt, hvorimod Coleridge antyder auditivt. Wordsworth antyder også snarere end at vise klart. Forskellen kan også her tilskrives Blakes mere radikale rolle. Han er ikke bange for at chokere sit publikum. Blake går derfor som forfatter efter at vise læseren, alt hvad han selv har set, hvilket står i kontrast til Wordsworths og Coleridges forsigtigere poetik.
Den femte forskel består i Blakes brug af begrebet ”Energy”. Det er implicit i Blakes livssyn, at han tror på en ”kødelig Vision”, dvs. at kroppen og sjælen består af ét princip: ”Energy”. I Wordsworths, Coleridges og Keats’ værk er der et dualistisk syn på kroppen og sjælen, der ikke inkluderer begrebet ”Energy”.

Den første lighed omhandler det emne, at Blake beskæftiger sig med de samme begreber og temaer som de andre romantikere. Det drejer sig om temaerne: ”Imagination”, ”Enthusiasm”, ”Prophecy” og ”Vision”. Det er tydeligt ud fra begrebsanalyserne, at Blake var engageret i stort set de samme temaer og begreber som de øvrige engelske romantikere, selvom Blakes radikale brug af disse begreber er mere fanatisk og ekstrem.
Den anden lighed er, at de alle tog et opgør med 1700-tallets rationalitet. Pga. den forøgede ”sensibility” tog de engelske romantikere afstand fra 1700-tallets fornuftstænkning, der sagde, at den vigtigste egenskab ved mennesket var fornuft. De engelske romantikere påstod, at mennesket er mere end blot fornuft. Opgøret med rationalitet er således et distinktivt træk ved romantikken, og det er en lighed imellem Blake og de øvrige. Jeg har redegjort for, at Blakes opgør dog var mere radikalt.
Den tredje lighed vedrører indbyrdes påvirkninger. Der var få, men ikke ubetydelige, påvirkninger. Blakes skriftlige værk var stort set ukendt indtil publikationen af Gilchrists Blake biografi i 1860. Wordsworth og Coleridge med deres fælles publikation af Lyrical Ballads i 1798 påvirkede hinanden indbyrdes. Blake derimod var inspireret af gamle tekster som Biblen, Dante, Shakespeare og Milton. Det er dog tydeligt, at Wordsworths poesi gjorde et stort indtryk på Blake, hvilket fremgår af hans kommentarer fra 1826. Blake mente, at Wordsworth nogle gange var en ”sand digter” og andre gange en ”hedensk filosof”.
Den fjerde lighed omhandler det ekspressive og det mimetiske i den romantiske periode, hvilket er temaet fra The Mirror and the Lamp. Abrams argumenterer i denne bog for, at romantikerne foretrak det ekspressive fremfor det mimetiske. Jeg er enig i, at dette er tilfældet hos både Blake, Wordsworth, Coleridge og Keats. Den romantiske periode i England er kendetegnet ved en forøget ”sensibility”, dvs. en forøget fokus på digterens indre følelser. Der er ikke nogen mærkbar forskel på Blake, Wordsworth, Coleridge og Keats med hensyn til dette tema.

Gennemgangen af disse temaer belyser nogle generelle forhold i engelsk romantik som kulturstrømning. Romantikken udtrykte, at den værdsatte det individuelle, det følelsesladede, det fantasifulde og det mangetydige, og at det gjaldt om at skabe, ikke at efterligne.
På baggrund af specialets undersøgelse, vil jeg sige, at Blake-forskningen går væk fra at betragte Blake udelukkende som en myteskaber, og hen imod, ligesom ny-historisk Blake-forskning, at betragte Blake som en radikal romantisk forfatter.
Min endelige konklusion er, at Blakes værk beskæftiger sig intenst med de romantiske temaer ”Imagination”, ”Enthusiasm”, ”Prophecy” og ”Vision”, og at det derfor er berettiget at inkludere Blake i den romantiske kanon.